Det gør du bare ikke!

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg har tænkt meget over, om jeg skulle dele det her indlæg med jer. Men når alt kommer til alt, så er det ikke noget jeg skjuler eller er bange for at dele, for det er en del af mig og mit liv. Jeg har valgt at skrive indlægget, da der er rigtig mange, der stadig spørg, og synes det er sjovt at høre om. Så hvis I har lyst, kan I få svaret her.

Som nogle af jer ved, er jeg kærester med Kasper. Vi blev kærester da jeg var 15 år, og havde 5 rigtig gode år sammen. Men for nu ikke at gå i alt for mange detaljer, så skete der nogle ting som desværre måtte skille os ad. Vi var unge og dumme, vi gik fra hinanden, og jeg var meget ulykkelig. Jeg var sikker på, at mit liv (næsten) var slut. Men månederne gik, og jeg overlevede heldigvis ..

MEN SÅ skete der noget, som jeg absolut IKKE havde set komme. For ikke nok med, at idioten (elsker dig skat) ikke var ved min side, så havde han fandme (må godt bande her) også meldt sig til Paradise hotel!!??!

HELT ÆRLIGT! Det gør du bare ikke mod mig.. Paradise hotel.. er du idiot eller hvad! Det var nogle af de første følelser/tanker der kom frem i mig. Jeg vil gerne ærligt indrømme, at jeg var i chok. Jeg var rystet, og jeg var lidt pinlig og flov over, at ’’min kasper’’ skulle deltage i sådan et ”åndsvagt” reality program, (Vil godt lige pointere, at jeg elsker at se reality tv, men jeg synes måske bare ikke min X/kæreste behøves være en del af det) og ikke nok med det, så skulle jeg måske også høre og se på ting, som jeg måske ikke ligefrem havde lyst til….

Men jeg kunne altså ikke ændre noget, og jeg ved ikke hvor mange gange jeg var ved at pakke min taske og rejse over på anden side af jorden – i modsat retning af Mexico selvfølgelig. Men som den bangebuks jeg er, så blev det heller ikke til noget. Jeg måtte tage mig sammen, og komme igennem det! (du bliver så meget stærkere på den anden side (fuck af mor). Men svært var det. Først at skulle vende sig til at leve ’’alene’’, som var meget svært og mærkeligt at vende sig til og så til tanken om, at Kasper lige pludselig skulle være et kendt ansigt for hele DK’s ungdom. Det skal lige siges, at fra jeg fik det af vide til at det blev vist i tv, der gik cirka et år. Så jeg havde heldigvis lidt tid til at vende mig til det. Månederne gik, og pludselig skulle han af sted. Jeg var absolut ikke vild med tanken, men selv om det måske lyder dumt, så havde jeg på en eller andet måde fundet ud af at acceptere det.

Nå, men vi var heldigvis gode venner, da han skulle rejse. Så gode venner, at jeg fik sagt farvel, og sendt ham af sted i lufthavnen. Vi havde begge brug for at få noget luft, og være hver for sig. Men det var måske bare ikke lige den her måde, jeg havde set det ske på. Altså, de fleste i min omgangskreds tager et par måneder til asien og det er det..?!! OG ja, selv om vi ikke var kærester, så var han jo stadig en del af mig og mit liv. Så det var meget mærkeligt, pludselig ikke at skulle have nogen kontakt overhovedet. Jeg anede ikke om han kom hjem efter to dage eller to måneder. Men jeg fik det til at fungere. Tiden gik, og der var pludselig gået to måneder. Kasper kom hjem, og det hele var meget svært at vende sig til. Det var en underlig tid, hvor der skete en helt masse. Men jeg vil skåne jer for alt for mange detaljer.

Jeg vil dog sige, at reality verdenen er noget meget mærkelig noget. Det er sjovt, folk er tossede, nogen er søde og andre helt uden for rækkevide. Men jeg vil altid være meget imponeret over deres evne til altid, at være SÅ pisse ligeglade med hvad andre synes. Det kunne jeg godt lære noget af!?!

Men historien slutter altså lykkeligt, for selv om der var tusind ting, der burde skille os ad, kunne vi alligevel ikke slippe hinanden helt. Så efter et par måneder, valgte vi, som Kasper plejer at sige ’’at lade kærligheden sejre’’. Det kræver en DEL efter sådan en tur. Det kræver en stor portion vilje, forståelse, tilgivelse og ikke mindst kærlighed.

Så ja, nu er vi kærester igen, og selv om det måske lyder som en KÆMPE kliche, så har vi lært af vores fejl og erfaringer, og er kommet så meget stærkere ud på den anden side. Vi har været sammen i snart 9 år – hele vores ungdom. Så det ville da også være mærkeligt og kedeligt, hvis ikke der var sket lidt, hehe. Ej, jeg mener bare, at når jeg ser tilbage, så kan vi grine af alt det der er sket, og om vi vil det eller ej, så har vi lært en helt masse, og jeg tror simpelthen ikke på, at vi ville være så sikre og glade for det vi har, hvis ikke vi havde prøvet at være ”unge og dumme” først.

Så hele pointen med denne lille historie er altså, at jeg mener og tror på, at når man er ung og forelsket, så er det okay at lave fejl, prøve grænser, gøre dumme ting, skændes, gå til og fra hinanden, og alt det der følger med. Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt og hører aldrig op…..Det sådan noget de ”kloge” siger til bryllupper, og jeg TROR på det, hehe.

Jeg vil dog godt lige sige, at der selvfølgelig også ligger en masse andet bag, men det her er bare den sjovere del af historien at fortælle. MEN jeg håber, at I forstår både ironien og alvoren og hvis I selv står i en situtation, hvor kærligheden er dum og uretfærdig, så håber jeg, at min historie kan bidrage til, at du bevarer troen på, at selv de mest umulige situationer kan ende lykkeligt!