Om at have håbet, når sorgen er størst.

Som I måske ved, er det Knæk Cancer uge i denne uge. Det er en uge fyldt med kærlighed, håb og sorg! En uge hvor man virkelig får øjnene op for, hvor heldig og snot forkælet man egentlig er. Jeg kommer igennem hele følelsesregisteret og mærker både en kæmpe sorg, men også en stor glæde og en lyst til at leve! Jeg har selv haft kræft helt tæt inde på livet, og det er måske også derfor, at jeg mærker den her uge så meget. Hold nu op, hvor er der mange sørgelige historier! Men heldigvis også gode, og dem skal vi huske hinanden på. Jeg vil derfor gerne dele en historie med jer, en ret privat en af slagsen, men en der for mig giver håb oven i alt sorgen.

Min storebror Nikolaj fik leukæmi da han var 9 år gammel. Han blev indlagt på Rigshospitalet på børneafdelingen, og i den lange periode han var syg boede vi stort set på hospitalet. Vi fik derfor et rigtig godt forhold til lægerne, sygeplejerskerne og de andre patienter. Nikolaj fik især en god ven, som var en pige der hed Mia, som havde den samme kræftsygdom som Nikolaj.

Der gik godt og vel halvandet år før Nikolaj tabte kampen. Han døde d. 14 april, en dag jeg/vi aldrig glemmer. Hans krop kunne ikke klare mere og han sov ind. Livet forsatte, selv om man ikke troede det og cirka tre måneder efter bliver min mor ringet op. Det er Mias mor, der ringer for at fortælle at Mia også er død. Min mor og Mias mor har ikke haft kontakt siden Nikolaj døde. Mia’s mor fortæller at Mia havde en drøm kort inden hun gik bort, om at Nikolaj havde stået foran en stor port oppe i himmelen og set meget glad ud. Hun havde beskrevet hvordan han så ud, og at han havde stået i en grøn fodboldtrøje og joggingbukser og sagt, at hun ikke skulle være bange og der var så dejligt! Min Mor blev meget glad og rørt over at høre dette, for ikke nok med at det var en sød historie, så blev Nikolaj også begravet i præcis det tøj Mia beskrev. En grøn AB trøje og joggingbukser. Hvilket Mia altså ikke anede noget om. For lille mig og resten af familien gav den her historie, så meget håb og tro på at Nikolaj, måtte være et bedre sted og den dag i dag vælger vi stadig at tro på det.

Jeg ved ikke om i får noget ud at læse det her, jeg ved ikke om det bare er en tilfældighed. Men jeg vælger at tro på det ikke er. Jeg vælger at tro på at alle de stjerner jeg kender sikkert har en fest og det synes jeg giver håb og glæde oven i alt sorgen.

Husk at støt Knæk cancer.